Foto: gpointstudio

Bøger / Vidarland

Bog på vej

Vidarland - Verdens største hemmelighed

af Helle Petersen

Matte er en dansk dreng, der lever et ret almindeligt dansk liv. Indtil han får at vide, at hans mor flytter til Spanien.

Nedenfor kan du læse en bid fra den dag, hun tager afsted.

Uddrag fra Vidarland-eventyret:

Mattes mor elskede sin søn meget højt, den dag hun forlod ham.
»Mor elsker Mattemus mere end noget andet«, havde hun sagt igen og igen.
Både da hun tog sin fine kjole på, og også da hun sad ved spejlet og lagde neglelak og forklarede Matte, at nogle gange måtte man følge sit hjerte, og at mors hjerte nu bankede for én, der hed Pablo, som boede i Spanien. Mor ville blive meget lykkelig af at flytte ned til Pablo. Og Matte ønskede vel, at mor skulle være lykkelig?
Matte havde ikke vidst, hvad han skulle sige. Men det havde mor.
»Hvor er det heldigt, at du så må bo her hos farmor og farfar!«
Mor havde slået ud med armene og havde snurret rundt om sig selv et par gange med den lette sommerkjole hvirvlende efter sig.

Da hun kort efter lukkede kufferten med et klik og rettede på sit hår i spejlet, sagde hun det for sidste gang:
»Mor elsker Mattemus rigtig højt! Det ved du godt, skat, ikk'?« Hun havde smilet sit smukkeste smil og havde blinket til ham.
Matte nåede aldrig at svare, for udenfor dyttede en taxa, og mor havde skyndt sig ud af soveværelset med sin store kuffert. Det sidste, hun råbte, var:
»Husk nu at opføre dig ordentligt, og hør efter, hvad farmor siger!«

Om aftenen havde farmor forgæves forsøgt at trøste Matte.
»Jamen jeg nåede jo ikke at sige til mor, at jeg også elsker hende!« hulkede han.
Farmor kunne ikke gøre andet end at stryge Matte over håret. Igen og igen …

 
AdobeStock_111792440.jpg
 

Bliver Matte nogensinde glad igen?

Hvordan reagerer han, da et lille væsen dukker op og insisterer på, at han følger med?

Og bliver Mattes værste krise i virkeligheden til det vildeste eventyr i hans liv?

Få svarene (og lidt til) når det første Vidarland-eventyr om Matte er færdigt.

BG-StorySoldier-white.jpg